Informationsmøde: Sådan tager du flycertifikat

Er du interesseret i at tage flycertifikat – eller kender du nogen der er? Så kom til informationsaften 29. august kl. 19.30 i Roskilde Flyveklub, hvor du kan få alt at vide om at tage certifikat, om træningsforløbet og hvad du kan som fritidspilot.

Mød to af Roskilde Flyveklubs flyveinstruktører, Henrik og Nikolaj, som fortæller om uddannelsen til privatpilot. På informationsaftenen gennemgår vi:

  • Forløbet fra start til slut – teori og praktisk flyvetræning
  • Forskellige typer af certifikater, særligt LAPL og PPL
  • Hvad kan du bruge certifikatet når du er pilot?
  • Hvad koster det at tage privat flycertifikat? (tip: mindre end de fleste tror)
  • Krav til at tage certifkat – alder, helbred, tid og økonomi
  • Kan jeg udvide mit certifkat som privatpilot bagefter?
  • Hvilke fly kan jeg flyve – og hvad koster det?

Vi besvarer alle spørgsmål om at lære at flyve og om at tage privat flycertifikat.

Der er stadig få pladser på vores teorihold, som starter mandag den 9. september 2024. Du kan tilmelde dig på siden om at blive privatpilot. Hvis du ikke har prøvet at flyve i en lille propelflyver, kan du booke en tur med en instruktør som “Pilot for en dag” og evt. starte dit træningsforløb som privatpilot.

Vi serverer the, kaffe og et stykke kage. Der kan købes øl og sodavand. Tilmelding er ikke nødvendig – du møder bare op på Lufthavnsvej 30, 4000 Roskilde. Vi er lige ud til parkeringspladsen – kig efter vores store røde banner og røde flag. 

Find vej til roskilde flyveklub

Vi bor ved Roskilde Lufthavn, overfor terminalbygningen, Lufthavnsvej 30, 4000 Roskilde.

Nyhedsbreve fra Formanden

Tilmeld dig Roskilde Flyveklubs nyhedsbrev her, hvor du mindst en gang om måneden løbende vil få oplysninger om klubben og andre begivenheder indenfor luftfart. Det er obligatorisk for medlemmer at være tilmeldt, men ikke-medlemmer er også velkommen til at tilmelde sig.