YOOtheme

Teoriuddannelsen er et tilbud til kommende piloter - og andre, der ønsker at lære noget om flyve-teori.

Roskilde Flyveklub starter så vidt muligt et komplet teorikursus for privatpiloter hvert år i januar og i september.

Det er ikke nær så svært at blive pilot, som mange tror. Du skal blot have et normalt helbred (briller accepteres som regel), stor lyst og masser af gå-på-mod. Teorien er ikke meget sværere end til bil-kørekort, men den er ca. 5 gange så stor.

Hvert år i september og januar starter Roskilde Flyveklub et nyt teorihold, som indeholder de 4 fag, som er obligatoriske i den prøve, som aflægges overfor Statens Luftfartsvæsen. Fagene er:

  1. Love og bestemmelser
  2. Luftfartøjskendskab og flyvelære
  3. Flyvningens planlægning og udførelse
  4. Menneskelig ydeevne og begrænsning

Der undervises 2 aftener om ugen (mandag og onsdag) fra kl. 19 til 22, og afsluttes med eksamen i Roskilde i december/juni.

Der må påregnes en del hjemmearbejde til hver enkelt undervisningsaften.

Der vil undervejs i undervisningsforløbet være rundvisning på Roskilde Lufthavn, og hvis der er interesse for det, kan der også arrangeres en prøveflyvning.

Den praktiske flyveundervisning kan påbegyndes allerede før teori-eksamen er bestået, og skal være afsluttet senest 24 måneder efter bestået teori. Den består af mindst 45 flyvetimer (svarende til 31 lektioner), før man må gå til prøve, men det er kun meget få der kan nøjes med det. Den første soloflyvning plejer at finde sted efter ca. 12 lektioner, og er noget alle piloter husker tydeligt. Dernæst følges op med navigationsflyvning, instrumentflyvning og nødprocedurer, samt masser af start- og landingsøvelser.

Hvis man er meget målrettet og flittig kan det således godt lade sig gøre at få et fuldt færdigt certifikat i løbet af i alt 8-9 måneder, men de fleste er lidt længere tid om det. Man kan også godt vente med den praktiske del til senere, men bør dog ikke vente mere end højst ét år efter bestået teori, for ikke at risikere at komme i tidsnød. Det er endvidere vores erfaring, at en hurtig overgang fra teori til praksis giver den korteste og mest effektive undervisning.

Prisen for det færdige certifikat kan variere en del, alt efter hvor hurtigt man lærer tingene, men generelt kan det siges, at minimumsbeløbet er i alt ca. 92.000 kr. alt inkl. hvis man gør det absolut billigst muligt på eget fly, fx en anpart, og består alle prøver første gang. Instruktørerne afregnes med kr. 240 pr. instruktørtime plus moms.

De fleste må dog regne med noget mere, og de lidt ældre kan godt afsætte 20.000-30.000 kr. ekstra. Eleverne i vores flyveskole køber normalt en anpart i skoleflyene til 15.000 kr. (hvorved man undgår at skulle betale moms af flylejen). Efter endt skoling sælges anparten uden problemer tilbage til klubben.

Et priseksempel, hvor både teori og praksis tages hos Roskilde Flyveklub, og hvor eleven har købt en anpart i skoleflyene, kunne se sådan ud:

Bemærk, at nedenstående er alt inklusive, ikke kun selve skoleflyvningen.

Eksempel:

Ovennævnte eksempel er baseret på absolut minimumtimetal. Hvis du fx skal bruge 4 lektioner mere, og hvis du ikke består den praktiske prøve første gang, må du regne med ca. 10.000 kr. mere (4 lektioner + startafgifter + prøvegebyr).  I øvrigt anbefaler vi, at du tager lægeprøven så tidligt som muligt, gerne allerede før du starter på teori-kurset, så du undgår ubehagelige overraskelser senere i forløbet.

Hvis du vælger at tage teorien hos Roskilde Flyveklub, er det et krav, at du er medlem af klubben, men så kan du selvfølgelig også deltage i klubbens flyveture og andre arrangementer.

Når du er blevet færdig med certifikatet, må du flyve med det overalt, først i Danmark, og efter et internationalt radiokursus og -prøve, i hele Europa, blot du sørger for at vedligeholde det med mindst 12 flyvetimer, samt lægeprøve og en "lille flyveprøve" hvert 2. år.

Skulle der være yderligere spørgsmål er du meget velkommen til at skrive eller ringe til undertegnede.

Med venlig hilsen og på gensyn
Poul Vedersø
Skolechef
Roskilde Flyveklub/Flyveskole
Tlf.: 46 56 35 99
E-mail: Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.